Er du dumpet?  

Her har du nogle gode undskyldninger som ofte bliver brugt! 

1) Det var den sagkyndiges skyld! (version 1.1)
Han var bare i et vildt dårligt humør! Han havde besluttet sig for allerede inden han mødte på arbejde at han ville dumpe alle elever den dag. Ikke fordi vi kørte dårligt men simpelthen bare fordi han skulle lade sit dårlige humør gå ud over nogen. Og det blev altså tilfældigvis bare mig!

2) Det var den sagkyndiges skyld! (Version 1.2)
Han sad bare der og sagde ikke noget som helst andet end hvad jeg skulle gøre. ”Til højre første vej”, ”i rundkørslen skal du køre lige ud, ad den 2. vej” osv. Og ikke noget snak ellers. Og den stilhed gjorde mig bare overnervøs og derfor lavede jeg fejl og dumpede. Hvis bare han havde snakket hyggesnak!

3) Det var den sagkyndiges skyld! (version 1.3)
Han sad bare der og hyggesnakkede om alt og ingenting, og al den udenoms snak gjorde mig forvirret så jeg ikke opfattede hvad det var jeg skulle gøre, og så misforstod jeg ham og så kørte jeg forkert, og så dumpede jeg! Hvis bare han havde holdt sin kæft!

4) Det var bilens skyld!
Det gamle l…! Bilen opførte sig pludselig anderledes end den plejede. Gearene var anderledes at rykke i, bremserne virkede hårdere og speederen sad fast og derfor kørte jeg for stærkt!

5) Det var vejrets skyld!
3199c9ed-c132-4082-814e-a28a2f4d376f
Pludselig begyndte det at regne. (Mere behøver du ikke at sige).

6) Det var kørelærerens skyld! (Version 1.1)
Jeg havde aldrig kørt dér før, og det var drøn unfair! (For kørelæreren skulle selvfølgelig have trænet igen og igen præcis hver eneste meter i den rute der skulle køres til din prøve, sådan at du på forhånd kunne den i søvne.)

7) Det var kørelærerens skyld! (Version 1.2)
Han har aldrig lært mig at jeg skal orientere mig overdrevet meget i de blinde vinkler, holde til højre når der er to vognbaner eller fortalt mig at nærlyset skal oplyse vejen asymetrisk minimum 30 m.!

8) Det var de andre trafikanters skyld!
De andre foran mig kørte for hurtigt og jeg fulgte jo bare med for at afvikle trafikken, og pludselig lå jeg og kørte 65 i en 50-zone. Totalt uretfærdigt at jeg skal dumpe når det nu er de andre som har presset mig!

Håber du kan bruge dem, for hånden på hjertet: Uanset hvad, så kan det jo umuligt være fordi du begik en fejl, vel?

innocent_angel_smiley_face_poster-p228804436182643211t5wm_400